Log på Kontakt Oversigt Forside
Landmænd vil have indflydelse på formandsvalg 

DIREKTE VALG: Græsrødderne blander sig nu i debatten om urafstemninger i Landbrug & Fødevarer. Fra flere lyder det, at tiden nu er inde til at lade medlemmerne blive hørt, når der skal vælges formand.

 

Per Løper, Rinkenæs, tror, at en direkte valgt formand vil være en styrke for landbruget og gøre organisationen mere slagkraftig.

På det seneste har debatten om direkte valg til formandsposten og indførelse af urafstemninger i Landbrug & Fødevarer bølget frem og tilbage. Debatten er foranlediget af et forslag fremsat af fire landboforeninger forud for landboforeningernes årlige delegeretmøde i Herning den 9. og 10. november.

- Det er det tætteste, man kommer på direkte demokrati. Man kan da kun bakke op om et sådant forslag, for afstanden mellem toppen og os landmænd er blevet for stor, siger Per Løper, Rinkenæs, der driver Saxagergaards 235 hektar med tilhørende besætning på 600 søer og smågrisesalg ved 30 kilo.

Svineproducenten er således fuldt ud på linje med sin lokale landboforening, LandboSyd, der er en af forslagsstillerne.

På valg og til salg
At afstanden mellem landbrugets top og landmanden i marken er for stor er Jens Egsgaard, Skovdamgaard, ved Bevtoft helt enig i:

En formand, der er på valg blandt medlemmerne, vil have bedre kontakt til landmanden i marken, mener Jens Egsgaard, Bevtoft.

- Jeg synes faktisk ikke, at jeg har en landsformand, der repræsenterer mig. Jeg er naturligvis medlem af min lokale landboforening Sønderjysk Landboforening (ikke en af forslagsstillerne, red.), men når først folk kommer til Axelborg, så er det som om, at de mister jordforbindelsen.

Jens Egsgaard har 300 søer og fuld slagtesvineproduktion på omkring 7.800 på de 125 hektar på gården, han købte i 1993.

- Jeg tror på, at hvis en formand skal sælge sig selv og være på valg som almindelige politikere – så man ikke bare skal vælges af hinanden i en lille kreds – så vil han have en helt anden fornemmelse for, hvad der rører sig i marken. Derfor behøver man heller ikke frygte rabiate kandidater, de vil blive fravalgt, mener Jens Egsgaard.

Direkte vej
Ifølge de to landmænd er den direkte vej til medlemmerne derfor ikke kun gennem mailen, men nærmere ved at give indflydelse til medlemmerne.

- Nu sender Niels Jørgen Pedersen direkte mails. Det er en erkendelse af, at der har været for langt mellem top og bund. Men feedback får man altså bedst, når man er på valg. Det er afregning ved kasse et, mener Per Løper.

Hos Jens Egsgaard er mailen i indbakken heller ikke altid lige velkommen:

- Den sag, hvor landsformanden i en mail direkte talte ned til mig som svineproducent, gjorde mig både vred og ked af det. Det viser, at han ikke repræsenterer os.

Ordets magt
Jens Egsgaard mener, at en del af bekymringen, nogle har for urafstemninger, kan ligge i selve ordet:

- Vi landmænd er lidt stive i vores tilgang. Ordet urafstemning lyder lidt ”fagforeningsagtigt”. Men det handler blot om, at vi skal have indflydelse på, hvem der repræsenterer os.

Fra Saxager kan Per Løper kigge direkte over til Lyksborg i Sydslesvig og se, at græsset er grønnere og rammevilkårene anderledes:

- Om det ændrer noget, ved jeg ikke. Men ved at indføre urafstemninger bliver vores organisation mere slagkraftig og vil være bedre til at kæmpe for bedre vilkår i hele EU alene fordi, der så er et flertal bag formanden.

 

FORSLAGET
På landboforeningernes årlige delegeretmøde den 9. og 10. november fremsætter Nordsjællands Landboforening, Bornholms Landboforening, Landøkonomisk Selskab og LandboSyd forslag om, at formanden for Landbrug & Fødevarer fremover vælges ved urafstemning blandt de omkring 29.000 medlemmer.

Forslaget lyder endvidere på, at der åbnes op for en mulighed for indførelse af urafstemninger i forbindelse med stillingtagen til principielle forhold og beslutninger i primærbestyrelsen, hvor kendskab til medlemskredsens holdninger kan medvirke til et forbedret beslutningsgrundlag.

 

 

 

 

 

LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: