Landbrugsstillinger på topniveau hos LandboSyd
TOPJOB: Med det nye tiltag ”Lederstillinger i Landbruget” vil LandboSyd matche de rigtige ansøgere med de rigtige arbejdsgivere. Alle stillingerne på siden er på lederniveau, og målet er at spare såvel ansøgere som arbejdsgivere for besvær og dyre fejltagelser.
Et lederjob i landbruget indebærer et stort ansvar for såvel dyr som mennesker indenfor et erhverv, der i løbet af en forholdsvis kort årrække har gennemgået en rivende udvikling hen mod en høj grad af specialisering.
- Det stiller store krav til lederne i erhvervet, og jobsiden ”Lederstillinger i Landbruget” på LandboSyds hjemmeside skal hjælpe med at finde de rigtige ledere til stillinger med et højt ansvarsniveau, forklarer Anita Baagøe, der er HR- og Arbejdsmiljøkonsulent hos LandboSyd.
Med tiltaget vil LandboSyd sikre, at produktions- og virksomhedsledere, der søger nye arbejdsgivere – og arbejdsgivere, der søger nye ledere, let og overskueligt kan finde hinanden.
- For det er vigtigt, at man finder det rigtige match og dermed undgår fejltagelser, der kan koste dyrt for begge parter. Det kræver en professionel tilgang til job i landbruget, siger Anita Baagøe.
Derfor kan arbejdsgivere også løbende få rådgivning om muligheder, kandidater, samtaler og ansættelser.
- Ansøgere må også meget gerne kontakte os og fortælle om deres jobønsker, selvom en stilling ikke er slået op endnu. Vi vil så oprette dem i vores CV-database, siger Anita Baagøe.
Stillingerne findes på www.landbosyd.dk under ”Lederstillinger i Landbruget”, og er slået op indtil arbejdsgiveren oplyser, at stillingen er besat.
Anita Baagøe er glad for det nye tiltag ”Lederstillinger i Landbruget”. Hun mener, at landbruget i dag er så professionelt et erhverv, at håndteringen af ansættelser kræver en professionel tilgang.