 |
|
I år vil LandboSyds stand bære præg af de flotte regnskabsresultater for LandboSyds medlemmer – tiden taget i betragtning – og de mange politiske aktiviteter i forbindelse med blandt andet Grøn Vækst.
|
DYRSKUE: LandboSyds stand på Det Sønderjyske Fællesdyrskue kommer til at signalere, at politik og økonomi går hånd i hånd. Vi er til for at hjælpe landmanden bedst gennem den økonomiske krise og samtidig forsvare erhvervets politiske interesser, lyder det fra foreningen.
De altoverskyggende temaer siden sidste års dyrskue i Aabenraa har for landbrugserhvervet været Grøn Vækst og den økonomiske krise. Det kommer til at afspejle LandboSyds stand på Det Sønderjyske Fællesdyrskue.
- De to temaer er uadskillelige. I dag handler det ikke længere kun om at være en dygtig landmand, for rammevilkårene indvirker på alt, hvad vi foretager os. Vi skal både sikre landmandens økonomi og slås for erhvervets generelle betingelser, siger LandboSyds rådgivnings- og udviklingschef, Anders Andersen.
Politikken overlader han trygt til de folkevalgte med formand Mogens Dall i spidsen – økonomien – det er Anders Andersens område – og for nylig kunne han med stor glæde præsentere de helt nye tal for LandboSyds landmænd:
- De viste, at i forhold til landsgennemsnittet, har LandboSyds svineproducenter i mange tilfælde et driftsresultat, der er en halv million kroner bedre, og kvægregnskaberne er omkring 200.000 kroner bedre. Man kan sige det på den måde, at vi klæder landmændene bedre på til at modstå økonomisk trange tider.
Det er ikke første gang, LandboSyds kunder ligger flot placeret i de sammenholdte tal, som er udtrukket fra den fælles Ø90 regnskabsdatabase, der styres af Videncentret for Landbrug.
Sejt træk
Men at være landmand i en moderne verden handler også om at være til stede i den politiske virkelighed, der omgiver en.
- Vi har i LandboSyd – og vil forsat være – meget politisk aktive – forhåbentlig til glæde for de fleste. Jeg mener, at vi intet opnår ved at stikke hovedet i busken, når vi bliver mødt med Grøn Vækst, vand- og naturplaner. Vi vil forsætte med at præge debatten og ændre beslutningerne, hvor de risikerer at skade vores erhverv, siger LandboSyds formand Mogens Dall.
Derfor vil man under hele dyrskuet kunne møde og debattere med medlemmer af LandboSyds bestyrelse.
- Det er meget vigtigt for os, at vi får snakket med de landmænd, hvis interesser vi kæmper for. Vi skal hele tiden være opmærksomme på, hvad medlemmerne vil. På den måde kan vi hjælpe med at holde Landbrug & Fødevarer på det spor, som vi ønsker, forklarer Mogens Dall.