Ejerskiftekonference blev en stor succes
Ejerskiftekonference blev en stor succes
EJERSKIFTE: Frokostteltet var godt fyldt op, da LandboSyd bød velkommen til en konference om investering og ejerskifte.
De var der alle sammen – de unge, de gamle og dem midt imellem. LandboSyd havde inviteret til investerings- og ejerskiftekonference på Det Sønderjyske Fællesdyrskue.
- Med hensyn til ejerskifte er der meget, der er ændret i forhold til tidligere. Der er eksempelvis kommet en ny landbrugslov. Det er blandt andet en af grundene til, at vi har inviteret til denne konference, fortalte rådgivnings- og udviklingschef hos LandboSyd, Anders Andersen om baggrunden for konferencen.
Ballet blev åbnet af en yderst veltalende og veloplagt formand for LandboUngdom, Jeppe Bomann, der for nylig sammen med sin hustru blev en af de nye ejere i landbruget:
- Vi skal tale lidt om fremtiden, og et er sikkert – YJ-lånet, som vi kender det i dag, er fortid. Det er slut. Men jeg tror, der kommer en ny ordning.
Fremtiden vil bestå af en god blanding af selskabskonstruktioner og personligt eje, spåede formanden for de unge, der opfordrede ”gammelfar” – læs de nuværende ejere – til at lade nogle af pengene stå i ejendommene.
To milliarder
Herefter kom Per Rasmussen, funktionschef hos Nykredit Erhverv, på podiet. Han opfordrede til ydmyghed hos de unge, der kaster sig ud i opgaven.
- Husk det hedder ”Jeg en gård mig bygge vil” og ikke ” Jeg vil ha’ en gård”. Man behøver ikke begynde med en gård til 30 eller 60 millioner.
Få meter derfra sad Palle Christensen fra Vækstfonden, med nogle af de mange millioner:
- Vi har to milliarder at gøre godt med. Men før vi går ind i noget, så skal der være et afkast. Afkastbegrebet skal med frem igen, for husk Cash is King! Og husk så I unge: bliv bedre til at fortælle, hvad I vil overfor interessenterne.
Vækstfonden har indenfor et år været med i 22 ejerskifter i landbruget fordelt over hele landet.
Køb & salg
Indlæggene, der hver højst måtte vare syv minutter, blev afsluttet af Bent Holm, der er direktør for LandboGruppen.
- Vi ejendomsmæglere kommer altid til sidst. Man skal huske, der findes altså ejendomme under 30 millioner. Det er vigtigt at lægge en strategi. Nøjagtig som på bukkejagten, gælder det om at få indstillet kikkertsigtet, konstaterede Bent Holm.
Den meget komprimerede investerings- og ejerskiftekonference sluttede med en meget kort spørgerunde, der dog fortsatte i LandboSyds telt bagefter.
Se de samlede præsentationer på konferencen her.

Formand for LandboSyd, Mogens Dall, bød velkommen på konferencen om investering og ejerskifte.

LandboUngdoms formand, Jeppe Bomann, var en meget aktuel repræsentant for de nye ejere i landbruget – han og hustruen har netop købt deres første bedrift.

Der var desværre kun begrænset tid til at spørge – men debatten fortsatte i LandboSyds telt.
Publiceringsdato: 27-05-2011
LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: