Der er mange datoer at finde rundt i, før en mark kan pløjes. I tabellen nedenfor er datoerne samlet.
Majsmarker
Selv med ovenstående tabel skal man have tungen lige i munden, når man planlægger jordbehandlingen. For eksempel må majsarealer på lerjord pløjes fra 1. november, hvis ikke der er efterafgrøder i, mens majsmarker på sandjord først må pløjes fra 1. februar. Er der efterafgrøder i majsmarken, er det ligegyldigt, om marken er ler- eller sandjord, den må først pløjes 1. marts.
Lerjord
Hvis det er en lerjordsmark, må den pløjes fra 1. november, men er der græs på marken, er det kun det stiveste ler, der må pløjes. JB 5 og 6 jorder skal vente til 1. februar.
Efterafgrøder
Kornmarker med efterafgrøder må pløjes d. 20. oktober, uanset om det er ler- eller sandjord.
Spor
Problematikken omkring spor i marken er ikke nævnt i reglerne. Men det anbefales, at I tager billeder af marken og sporene, så I efterfølgende kan dokumentere, at det kun er spor, I har jævnet i marken. Det kan ikke anbefales, at arealerne ser ud til at være jordbehandlet på hele arealet.
Økologer
Økologer er ikke omfattet af reglerne om forbud mod jordbearbejdning forud for forårssåede afgrøder, men er dog i efteråret 2011 underlagt reglerne om forbud mod omlægning af fodergræs. I planperiode 2011/2012 ændres reglerne, så økologer med virkning fra 2012 ikke er omfattet af forbuddet mod omlægning af fodergræs. Økologer får ligeledes mulighed for at reducere bedriftens kvælstofkvote som alternativ til pligtige efterafgrøder, som de konventionelle landmænd allerede har.
