Log på Kontakt Oversigt Forside
Den dynamiske bonde på Bølkhøj 

VISIONÆR: Et strategiseminar hos LandboSyd har tydeliggjort, hvilken vej udviklingen skal tage hos en landmand ved Rødekro. Om få år skal gården danne rammen om en besætning på 1100 malkekøer.

 

Ole Hansen Holm, Bølkhøj, Nr. Hostrup ved Rødekro er overbevist om, at andre landmænd kan have stor gavn af at deltage i LandboSyds strategiseminarer.







Man hører ofte udtrykket udvikling eller afvikling. Men det er imidlertid ikke ligegyldigt, hvilken form udviklingen tager.

- Når bedriften ikke er så stor, så arbejder man fra sag til sag. Bygger lidt og køber måske lidt jord. Når man har ansvaret for en række medarbejdere i en større virksomhed, så kan man ikke selv bare arbejde lidt længere. Man er nødt til at kende konsekvenserne af en udvidelse på forhånd, forklarer Ole Hansen Holm, der driver ejendommen Bølkhøj lidt udenfor Nr. Hostrup ved Rødekro.

Foruden at være landmand er han medlem af bestyrelsen i LandboSyd, og sammen med otte andre kolleger har han netop været igennem et Dynamisk Strategi-forløb.

- Man bliver tvunget til at sætte det hele ned på papir og træffe beslutninger, der udfordres af undervisere og kolleger, så man kan ikke bare slynge noget ud. Det er en meget vigtig proces, når man går fra at have ideerne i hovedet til at få dem ned på papiret, forklarer Ole Hansen Holm.

I forvandling
Da mælkeproducenten på Bølkhøj overtog gården efter forældrene i november 1991 var der få, der kunne forestille sig den udvikling, som dansk landbrug har været igennem:

- Vi begyndte med 52 hektar og en smule forpagtet jord. I dag ejer vi 105 hektar og forpagter 460 hektar. Desuden er vi med i en samarbejdsaftale, hvor vi køber afgrøderne på roden fra omkring 60 hektar.

Dyreholdet er nu oppe på 485 SDM-køer og tilsvarende opdræt. Udviklingen viser med al tydelighed, at intet er statisk – alt er i konstant forvandling.

- Der er aldrig noget, der går lige ud. Vi skal være klar til at justere hen ad vejen og så rykke. Hos os er målet at få flere malkekøer. I første omgang 250 – men vi skal lande på 1100 styk, fortæller Ole Hansen Holm.

I mål
Samtidig med at dyreholdet øges, skal der etableres et mælkecenter, en velfærdsafdeling og et kalvekøkken, hvor skåle, medikamenter, malkevogn, pasteuriseringsanlæg og smittebeskyttelse udgår fra:

- Det hele vil øge dyrevelfærden og sandsynligvis reducere medicinforbruget endnu mere.

 
Intet er tilbage af den ejendom som Ole Hansen Holms forældre købte i 1963. Siden han overtog gården, er såvel areal som besætning vokset markant – udviklingen stopper ikke her. Målet er at nå op på 1100 malkekøer.
Udvidelsen kræver naturligvis nye bygninger, og planerne var genstand for grundig og kritisk analyse på strategiseminaret.

- Dagene på ”skolebænken” var koncentrerede, og mine planer blev ikke skudt ned. Der var da nogle, der skulle hjem og tænke over tingene, og det er jo hele formålet – at man bliver bevidst om, hvilken udvikling der er mest fornuftig, siger Ole Hansen Holm.

På ejendommen arbejder foruden Ole Hansen Holm på nuværende tidspunkt 10,5 fuldtidsansatte medarbejdere i bedriften. Efter udvidelsen forventes antallet af ansatte at svare til 12 fuldtidsstillinger.

 

 



LandboSyd - Peberlyk 2 - 6200 Aabenraa - Tlf: 74365000 - Fax: 74365001 - Email: