Har du fået udarbejdet en APV hos LandboSyd, så læs lige her:
I maj 2011 kom der nye regler på arbejdsmiljøområdet. Tidligere skulle virksomhedens APV opdateres løbende og mindst hvert 3. år. Det vil sige, at LandboSyd i de fleste tilfælde har aftalt, at vi kontakter jer efter tre år, for at aftale en opdatering af APV’en. Nu er reglerne imidlertid ændret.
Det betyder, at der er indført et nyt begreb, nemlig begrebet Arbejdsmiljødrøftelse. For virksomheder med mindre end 10 ansatte vil det sige, at der skal afholdes et møde mellem arbejdsgiver og alle ansatte mindst en gang i året. Dette møde har arbejdsmiljø på dagsordenen, og de overordnede punkter er sat på forhånd, men skal tilpasses virksomhedens forhold.
Vær opmærksom på, at jeres første Arbejdsmiljødrøftelse skal være afholdt inden 1. oktober 2011, og det skal kunne dokumenteres, at mødet er afholdt.
Og hvad kan vi gøre for dig?
1. Vi kan kontakte dig årligt og minde dig om at få afholdt mødet, samt give telefonisk rådgivning om Arbejdsmiljødrøftelsens indhold og hvordan du griber mødet an.
2. Vi kan være tovholder på din Arbejdsmiljødrøftelse. Så ringer vi og aftaler det årlige møde, hvor det eneste, du og dine medarbejdere skal gøre, er at møde op.
3. Vi kan være tovholder på din Arbejdsmiljødrøftelse og samtidig opdatere din APV.
Det kan være en fordel at få eksterne til at komme med dagsordenen og stille spørgsmålene. Ofte vil der komme synspunkter og meninger frem, som ellers ikke ville se dagens lys. Samtidig vil der blive sat navn på den eller de ansvarlige for de forbedringer eller ændringer, som besluttes på mødet.
Umiddelbart kan det virke frustrerende, at kravene til virksomhederne er skærpede, men de står ikke til at ændre. Vi anbefaler derfor, at I ser de nye regler som en mulighed for at forbedre forholdene for jeres medarbejdere uanset deres alder, uddannelsesniveau og nationalitet, hvor der med en anderledes dagsorden kan komme nye ideer og muligheder frem. På lang sigt er der god økonomi i et godt arbejdsmiljø.
Du er velkommen til at kontakte Anita Baagøe (7436 5023) eller Dennis Calender (7436 5110) for at høre mere.