PORTRÆT: Selvom landbruget er i krisestemning, og erhvervet er under hårdt pres, så var udfordringen som direktør for LandboSyd så spændende og attraktiv at søge, at Klaus Andersen ikke var i tvivl. Og den nye direktør har bestemt ikke fortrudt efter næsten 100 dage på posten.
 |
Klaus Andersen kommer fra en stilling som eksportdirektør hos Dinesen Gulve A/S og bor med familien på en gård i Simmersted ved Haderslev. Springet til LandboSyd betegner den nytiltrådte direktør som særdeles spændende og udfordrende.
|
Uanset, om det drejer sig om træ eller køer og grise, så er det især menneskerne bag det hele, der optager Klaus Andersen. LandboSyds nye direktør, der tidligere var eksportdirektør hos Dinesen Gulve i Jels, har derfor indtil nu haft personlige samtaler med 85 af de i alt 100 medarbejdere i landboforeningen.
- Som ny direktør for LandboSyd har jeg indledningsvis vurderet, at min vigtigste opgave er at finde ind til kernen af virksomheden. Samtalerne er derfor en unik mulighed for at lære medarbejderne og LandboSyd bedre at kende – og omvendt, siger Klaus Andersen.
Den personlige kontakt er vigtig for den nye direktør:
- Det har været meget inspirerende og givet mig rigtig mange gode input til den fremtidige udvikling af LandboSyd. Mange elementer i vores kommende visions- og strategiproces vil stamme fra samtalerne. Vores medarbejdere sidder jo inde med en kolossal viden og har mange gode ideer, det skal vi selvfølgelig udnytte.
Hvorfor landbruget?
Men hvad er det, der får en erhvervsprofil til at søge over i en branche, hvor det stormer?
- Det er ganske rigtigt en anden verden, end den jeg kommer fra. Men udfordringer er også muligheder, og jeg vil gerne være med til at bringe LandboSyd derhen, hvor landmanden virkelig får nytteværdi ud af vores rådgivning. Vi skal således hele tiden arbejde på at matche de krav og forventninger, vores kunder har, det er vores berettigelse siger Klaus Andersen.
Han har selv rod og base i landbruget, og LandboSyd stod for ham som en stærk og velrenommeret landboforening med en stolt historie og en solid forankring i dansk landbrug.
- Og det er jeg blevet bekræftet i nu. Vi har dygtige medarbejdere med stor erfaring, der i kombination med mangeårige loyale kunder og medlemmer skaber et særdeles godt afsæt for fremtiden, sige Klaus Andersen.
Han har stor respekt for de mange udfordringer, erhvervet har lige nu. Udfordringer, der også indimellem bliver til menneskelige skæbner, hvor man er nødsaget til at stoppe som landmand.
- Det er utroligt trist. I alle situationerne skal vi som landboforening og rådgivere støtte den enkelte, alt det vi kan – både menneskeligt og fagligt.
Landboånden
Klaus Andersen mener, at LandboSyd også har en styrke og energi i selve den struktur, der bærer foreningen og rådgivningsselskabet:
- Medarbejdere og ejerne – det vil sige landmændene – sparrer med hinanden i en grad, man ikke ser i andre virksomheder. Vi har således en fantastisk mulighed for løbende at spørge landmændene om, hvordan de oplever vores rådgivning og service og forsøge at agere i forhold til dette.
Den tætte kontakt mellem mennesker er og bliver den røde tråd i direktørens ledelsesfilosofi. Det gælder både indadtil i virksomheden og udadtil overfor kunderne.
- Derfor vil jeg også i ”marken”. Jeg ønsker at lære vores kunder bedre at kende. Jeg forestiller mig således en række gårdbesøg i vores primære område. For hvem er bedre til at fortælle mig om, hvad der rører sig end landmændene selv?
Målet er at få vigtige tilbagemeldinger på, hvordan man oplever den service og rådgivning, LandboSyd giver.
LandboSyd har omkring 1000 medlemmer fortrinsvis i det syd- og sønderjyske område og næsten 100 medarbejdere på kontoret i Aabenraa.